Juleophold i Rold Skov
Julen er nok den af vore mange tilbagevendende traditioner, der har nydt størst interesse gennem årene.
Søndag den 22. december
Vi forventer Deres ankomst i løbet af eftermiddagen, så De kan være hyggeligt og godt indlogeret inden vi serverer velkomstmiddagen i Panorama Restauranten fra kl. 18.30.
Efter middagen ca. kl. 21.00 spiller vi, traditionen tro, BINGO i skovriddercaféen. Her er chancen for den store gevinst tilstede, samtidig hygger vi os blot et par timers tid.
Mandag den 23. december
Den store morgenbuffet står klar fra kl. 7.30 til kl. 10.00.
Kl. 10.30 pakker vi os godt ind og går ud for at udvælge årets juletræ. Når træet er fundet og fældet, nyder vi en kop dampende varm kaffe/the med hjemmebag.
Kl. 12.30 er der frokostbuffet.
Og fra kl. 15.00 til 17.00 håber vi De vil være med til at pynte juletræet, som nu står på fod i Storstuen.
kl. 17.00 til 18.30 har vi åbnet vinkælderen, her er der mulighed for en hyggelig smagning af nogle af vor vine. De har også mulighed for i samarbejde med Lars Kæp Jensen at udvælge aftenens vin til Deres middag.
Fra kl. 18.30 serveres aftenens 3 retters menu. |
|
Tirsdag den 24. december
Morgenmaden står klar i restauranten kl. 7.30 til kl. 10.00.
Kl. 12.00 er det tid for en lille frokost, inden der afgår bus fra kroen til Budolfi Kirke i Aalborg, for de som måtte have lyst til at opleve julegudstjenesten i denne skønne kirke. Der er også mange lokale gudstjenester i de små kirker omkring os. De skal selv sørge for transporten, receptionisterne har en liste over hvor og hvornår det foregår.
Julemiddagen indledes kl. 18.30 med et glas Champagne og kl. 19.00 serveres den traditionelle julemiddag, bestående af:
Hønsekødssuppe med hjemmelavede kød- og melboller samt grønsager
Andesteg stegt med omhu og serveret med æbler, svesker, hvide og brunede kartofler, rødkål, sødt og surt, ja også naturligvis den skønne andesauce.
Ris a la mande med lun kirsebærsauce og hele mandler i rimeligt, men begrænset antal til mandelgaverne.
Til middagen serverer vi et godt glas hvidvin, rødvin og et glas sødt til desserten.
Efter middagen går vi i Storstuen og danser om træet, medens tjenerne gør klar ovenpå til kaffe, knas, hjemmelavede chokolader, kager, frugt og nødder samt en cognac eller likør. |

 |
|
Onsdag den 25. december - 1. juledag
I dag er der morgenbuffet fra kl. 7.30 til kl. 10.00.
Kl. 10.00 skal vi på en lille udflugt med Jørgen & Bente, som undervejs vil byde på gode historier, formiddagskaffe og en lille en.
Fra kl. 13.00 står den STORE julefrokost buffet klar.
Kl. 19.00 er der Candlelight-dinner i Panoramarestauranten. Hvorefter, ca. kl. 21.30, vi hygger os med aftenens Quiz i Skovriddercaféen.
Torsdag den 26. december - 2. juledag
Morgenmad fra kl. 7.30 - 10.00.
Der er 3000 levende lys tændt i Thingbæk Kalkminer, og De er inviteret med billet fra Rold StorKro, mellem kl. 11.00 og 15.00.(der er kun 700 meter fra Rold StorKro til minerne).
Fra kl. 12.30 serverer vi afsluttende frokostbuffet.
Prisen - 4 døgn med fuld forplejning incl. juleaften med Champagne, vin og avec til kaffen kr. 5.195,00 pr. person på dobbeltværelse.
Der er tillæg på enkeltværelse på kr. 1.000,00, Men der er også mulighed for at bo på vandrefugleværelse til kr. 4.195,00. (der er ikke enkeltværelsestillæg på vandrefugleværelser)
Ønsker De at blive et par dage ekstra se venligst vores ophold mellem jul og nytår.
Ønsker De at opleve nytåret i skoven, se venligst her.
|
| |
|
Dette produkt kan desværre ikke bookes online, men De kan lave en bookingforespørgsel her. |
|